Skip to main content

Kristin har fundet en lille bid af Island ved Trelde Næs i Fredericia

Der er ikke et gardin i hele huset, fortæller Kristin Bjørk om hende og mandens selvbyggede hus i glas og skifer, som rejser sig i to etager ud mod vandet tæt på Trelde Næs.

-Vi boede i en gammel købmandsgård i Vinding i Vejle, hvor der også var masser af plads, men vi ville have noget, der var mindre. Jeg er oprindeligt fra Island, hvor det nærmest er lige meget, hvor du bor, så er du tæt på havet. Det havde jeg brug for at vende tilbage til, fortæller Kristin, som flyttede fra Island som 17-årig, og stadig kalder øen for ”hjem”. Mindst et par gange om året vender hun tilbage, men i mellemtiden er udsigten over vandet en måde at mindes.

Kristin Bjørk

Kristin og hendes mand, H.C., startede med at bygge huset selv for knap to år siden og kunne i maj og juni 2015 flytte ind. Huset er opstået i en dynamik mellem hendes og mandens personlighed, men hvor det var vigtigt, at det afspejlede en åbenhed over for omverdenen.

-I forbindelse med mit arbejde har jeg brugt meget tid på at gå langs vandet herude omkring Trelde Næs, og det har jeg nydt. Vi har også kigget på andre steder omkring den nordlige del af Vejle Fjord, men der var noget særligt herude, fortæller Kristin, som har sit eget atelier i den nederste etage, hvor hun maler og laver collager af ting, hun støder på.

-Jeg er lidt af en samler, og jeg bruger alle mulige ting, som ure, stofrester, grene, blade og figurer. Jeg er ikke så god til at smide ud, men vil gerne bevare, hvad vi har, og hvad der har været, fortæller hun og peger over mod en træstige i hjørnet af stuen, som lå på taget af det sommerhus, der lå på grunden, før de begyndte at bygge nyt.

Kristins stue

Naturen i huset

Så sammensat som hendes kunst er det, er stuen det også. Et stort rum med højt til loftet og store vinduer vendt mod vandet danner rammen for både stue og køkken med blå køkkenelementer inspireret af en nuance på en fuglefjer, hun har fundet. På det massive stuebord står et metalfad med en lille Buddha-figur, strandsten, en facetslebet krystal og et hvidt bloklys med en sommerfugl og teksten: ”butterflies in my stomach”. I hjørnet, ved siden af stigen, står en harpe, som hun har fået af sin kunstlærer, og væggene er pyntet med nogle af hendes egne tidligere kreationer, som et broderet selvportræt. På en fremtrædende plads ved vinduet står en udstoppet ravn på en montre af plexiglas som et bitter-sødt minde om en svær tid.

 -Ravnen på plastikmontren er fra Island. Da min mor lå på dødslejet, var jeg deroppe i en periode og løb nogle ture langs stranden. Der var en del ravne, og jeg snakkede til dem, og det virkede nærmest som om, at vi var i dialog. Så jeg sagde til min mand, at jeg skulle have en ravn med hjem. Lige meget hvad. Jeg fik selvfølgelig at vide, at det ikke kunne lade sig gøre, og jeg ville aldrig få den med i flyet, men jeg købte den og spurgte kaptajnen, om jeg ikke kunne få den med, fordi den betød meget for mig, og så fik den lov at stå i cockpittet hele vejen hjem. Så det har selvfølgelig affødt en masse kommentarer om, at det var fuglens sidste flyvetur og så videre, men der tænker jeg, at hvad man giver ud, får man igen, altså. Derfor er der heller ikke et eneste gardin i hele huset. Man bør vende sig mod verden og dele ud af sig selv for at kunne få igen. Man skal ikke isolere sig, lukke sig inde, vende sig væk, forklarer Kristin om sit livssyn, som hjemmet, hendes personlighed og hendes kunst bærer præg af.

Galleri

Velfortjent selvforkælelse

-Jeg kan mærke som menneske, at det er vigtigt at opsøge og kalde på og søge glæden ved den livsstil, som jeg har valgt. Det er ikke tilfældigt, at jeg er endt her i sådan et hus. Jeg har foretaget valg og har lyttet til mine behov. Jeg har fulgt mine lyster og har også været privilegeret nok til at have mulighed for at følge dem. Det er jo en egoist-bolig, det her. Det er det jo. Men vi har bygget huset med fokus på, at det er her, vi skal bo resten af livet. Det er en slags selvforkælelse, men det er også okay. Det er okay at sige ja til sig selv og nej til andre, nogle gange, og det gælder også mine børn og min familie. De er individer, og det er jeg også, men igen, man må give af sig selv for at kunne få igen, siger Kristin og forklarer, hvordan hun og H.C. har investeret af sig selv i huset.

Kristins hus

-Vi havde egentlig ikke tænkt os at bygge selv, da vi tænkte, det ville blive besværligt og langsommeligt, men vi kunne ikke få solgt vores hus i Vinding, så vi turde ikke sætte håndværkere i gang og risikere at stå med to huse. Så for at komme i gang startede vi selv, og det passede egentlig fint nok med, at vi fik solgt huset tre måneder efter, vi var færdige her. Vi blev foreslået at kontakte arkitekten Anette Billund, fordi hun kunne noget med lyset, og hun tegnede så det her. Huset har nærmest fået en sjæl. Det er opstået i en dynamik mellem mig og min mand og vores modsætninger. H.C. startede tit kl 6-7 stykker i weekenden for at komme videre, og jeg sætter selv meget mere pris på stedet, fordi jeg selv har lagt så meget arbejde i det. Jeg har selv slæbt stenene frem og tilbage og har investeret mig selv i stedet, så det ikke bare et sted, vi har købt færdigt, og så skulle der slæbes flyttekasser ind i et klart hus. Det er en del af mig. En forlængelse.